Vi nyder et smukt klinkegulv, når vi eksempelvis træder ind i en kirke og kan nyde synet af et smukt klinkegulv med hundreder af år på bagen. Fliser og klinker har nemlig en lang tradition bag sig, og intet tyder på, at de vil blive mindre populære i fremtiden. Fliser og klinker har nemlig mange fordele – for ud over at være smukke at se på kan de varieres i farver og mønstre, og de kan lægges på forskellig vis, så de fremhæver et rums fordele eller er med til at skjule de uheldige sider af et rum.

Dertil kommer, at fliser er nemme af rengøre, så du for eksempel når du støvsuger kommer nemmere om ved et flise- eller klinkegulv end ved et tæppebelagt gulv.

Mest fra Sydeuropa

Fliser og klinker, der bruges på det danske marked, kommer i dag mest fra lande i Sydeuropa – især Italien, som har en lang tradition for produktion af klinker og fliser. Man behøver blot at se på etruskiske og romerske ruiner for at få bekræftet, at italienerne har været gode til at fremstille klinker og fliser i mange århundreder.

I gamle dage blev eksempelvis gulvklinker håndstrøgne, efter at det våde lermateriale, som de er fremstillet af, var lagt i en træramme i klinkens størrelse. Det gav hver enkelt klinke sit særpræg, men gjorde det også lidt vanskeligere at få en fuldstændig jævn gulvflade uden skæverter og forskellig højde ved sammenstødet mellem to klinker.

Højteknologisk produktion

I dag fremstilles langt de fleste klinker og fliser maskinelt i højteknologiske produktionsanlæg, og de brændes i en totalstyret proces, hvor der ikke sker de brændingsfejl, som tidligere gav klinkerne forskellig karakter. Til gengæld har man så maskiner, der kan give klinkerne og fliserne de mere individuelle præg, som de havde før maskineringens tid – for en del af det smukke ved eksempelvis et klinkegulv er netop, at det har en karakter af forskellighed – det får en gedigen karakter og tilfører et rum sjæl, når materialerne har særpræg.

Klinker og fliser er trods højteknologien et naturprodukt fremstillet af ler, og på den måde passer materialet rigtig godt ind i tidens trend om naturlig livsførelse og hensyntagen til naturen.